♫ DK bidrag 1990-1999

Dette årti skulle vise sig at stille krav til bidragene både på godt og ondt. Det afløste et tidligere årti med blandede blocher, der sluttede godt. 

Vi begynder i 1990 i Zagreb i det daværende Jugoslavien der ellers havde en flot & moderne scene, her deltager en kun 17 år gammel ung kvinde, ved navn Lonnie Devantier, forventningerne til hende var enorme, men når man opdager hvor skrappe modstanderne var bør vi sige hallo, hallo… En 8 plads kan godt godtages. Det var Lonnie også!!

1991. Kommer der en ukendt person i Anders Frandsen 31 år. Flot og klar stemme. Vandt overbevisende herhjemme, men i Roma kom den værste placering i 8 år. Vi undgik med nød og næppe en sidste plads! Men den placering kom Anders Frandsen aldrig over, til trods for at han forsøger sig med en journalistisk karriere, så slutter hans liv brat, han findes livløs nytårs morgen 2012 & bliver 51 år, asken ender i Øresund. Trist skæbne for ellers et frisk pust. 

1992. Her ser vi Kenny Lübcke & Lotte Nilsson i Alt det som ingen ser. Der var gang i den, men det ikke på den måde hvis man vil vinde i Malmö, det var en gang gøgemøg vi fik lavet, men vi blev i midten & det bør vi være glade for. Det var det sidste år at vi så til Jugoslavien som hel nation, da der var gang i krigen, kort tid efter blev de i de næste 12 år udelukket som følge af FN-dekret. Fra næste år er kravene skrappe! Det blev sidste gang at vi så Henrik Krogsgård på podiet som dirigent. Ærgerligt!

 1993. Efter Jugoslaviens exit, så var kravene store til landene. At være under 20 betød at man var udelukket det efterfølgende år i de 2 første år, mens EBU arbejdede på en mere fornuftig løsning, som kom først fra 2004. Men vi havde jo nogle med erfaring der sagtens kunne give den en på tangenterne & Tommy Seebach kunne med et strengeinstrument. Der var flere instrumenter, blandt andet panfløjte. I Odense hvor scenen skulle forstille byggeriet af højbroen til Storebælts-forbindelsen, som blev indviet i 1997 for jernbane & 1998 for biler, var en god figur for showet. Men i Millstreet hvor Tommy har haft problemer med lirerne 12 år tidligere får heller ikke sin melodi igennem denne gang, selvom dirigenten hedder Georg Keller, det ender med en 3 sidste plads og pause til danskerne næste år! Det var det sidste man så til Tommy Seebach på international plan. Kort efter var der en del der desværre spyttede på manden & hånede ham, en svinstreg der under ingen omstændigheder hører nogen steder hjemme! Det var en svinestreg fra irsk side! Han led som mange andre kendte musikere lider af en „sygdom”, tiltagende druk, selvom han blev bremset 5 år senere, så var det for sent, i 2003, præcis 24 år efter succesen i Jerusalem, falder Tommy Seebach om i Dyrehavsbakken i Klampenborg & vågner aldrig op mere. Tommy bliver 53 år.
Det blev.: „Under Stjernerne På Himlen!”.

1994. Som følge af den dårlige placering i Millstreet, så kunne vi ikke deltage i Dublin denne gang, det kunne vi så næste gang, da Irland lavede et ægte hattrick ved at vinde 3 år i træk.

1995. Aud Wilken vandt med „Fra Mols Til Skagen” DMGP, men det gav en klar storm mod DR. Derfor gav hverken jeg eller andre bidraget store chancer i Dublin. Men den endnu gammeldags jurysystem har jo lov at fejle, det gjorde det så med maner, det skulle vi være meget glade for. En flot overraskende 5 plads til Danmark med Frede Ewert på podiet. Blandt andet var jeg overrasket over at vi fik en 12.er som endda overraskende kom fra Sverige! Aud Wilken var meget glad og lykkelig, det havde hun også grund til at være!

1996. Så skulle EBU prøve på et nyt kvalifikationsystem. tanken var fin nok, men den måde EBU havde valgt på var meget klodset & mødte prompte protester fra nationerne, i det systemet skete uden koncert, så de gav efter således fra 1997 indføres Big 4 til det senere Big 5, som forståeligt kritiseres af mange nationer.
Vi havde ellers med Dorte Andersen& Martin Loft sendt „Kun Med Dig” til Oslo, den blev offer for non koncert systemet. Det medførte skarp kritik til EBU fra danskerne, denne kritik tog EBU til sig. Så nu skal der arbejdes for føden hvis man vil være med.

1997. Så gik vi over til gennemsnitsscoren der skulle holde i de næste 5 år. Vores var noget dårlig For vores vedkommende var det vigtigt at vi fik et godt resultat i Dublin for at overleve, i det vores resultater med en undtagelse ikke var for gode! Jeg havde en anden favorit, men flertallet havde desværre stemt på en rap-sang. Det skulle vise sig at være en alvorlig fejl. Denne 16 plads & 25 point, uanset hvad Jan Glæsel gjorde med sin taktstok var der ikke meget at gøre. Vi var ude næste år i Birmingham, det skulle vise sig at det var desværre for sidste gang for Danmarks vedkomende havde en dirigent med, i det udlelukkelsesåret var sidste gang at EBU brugte orkester. Ærgerligt! Et rap over fingrene til Danmark kan man rolig sige.

Dermed fik vi en velfortjent huskekage!

1998. Var det sidste år med orkesteret i brug. Dermed kunne vi tage afsked med en kær dirigent som Noel Kelehan var, han fik et otium på 14 år. Så nu gik turen atter til Jerusalem efter 20 år.

1999. Blev et skelsættende år for ESC, for første gang i 22 år blev det atter frit at synge på engelsk & på fransk, men det var samtidig et farvel til orkesteret i ESC regi, så det var en tom fornemmelse se & høre de fleste bidrag blive sunget på engelsk. Det udnyttede svenske Charlotte Nilsson til deres førsteplads, men vi var desværre ikke et hak bedre selv, vi sender Trine Jepsen & Michael Teschl afsted til Jerusalem med den danske udgave af "Denne Gang/This Time!". Det skæmmer showet gevaldigt.  Vi blev nummer 8 & overlevede næste år som deltagerland.

Dermed fik vi sluttet årtidet & årtusindet af fornuftigt.

En overraskende positiv start på det nye årtusind i Stockholm af et dansk brødrepar i middelalderen venter!